mandag den 29. juli 2013

Flytterod

Flyttekasser Valby
Flyttekasser til at komme til Valby.





Alt i vores nuværende hjem er nu ved at være pakket ned. Det samme gælder garn, stof, tråd og meget mere, og jeg glæder mig til at pakke det hele ud igen i nye rammer i Valby.

Jeg glæder mig lige så meget til, at TDC kommer og installerer vores net - selv med to måneders varsel, så kan man ikke få dem til at komme ud bare i nærheden af den dag, vi flytter. Men jeg skal nok lade høre fra mig her på siden :-) Har fx lige fået en bestilling på salatblade, for min ene datters kanin er sulten.


fredag den 26. juli 2013

Havtorn i vente

havtorn
Havtorn i juli.
Det er ikke så let at se endnu, men det er havtorn - og der er mange af dem. Så det tyder pt på en god høst om et par måneder med efterfølgende marmelade mm. Mums ;-) især efter tornene er fjernet.

Så selvom sommerens bær og frugter ebber ud, så er der mere godt i vente.

tirsdag den 23. juli 2013

Sy en pose med sanglege

Figurer til sang og leg.
Sange - og især godnatsange - bliver bare lidt tit hyggeligere, når der fx er små fingerdukker eller lign. med til at vise indholdet af teksten i sangen. Derfor var disse seks figurer på billedet til højre en god gave fra Libero. Samtidig satte det også lidt gang i ideerne, for hvilke andre figurer kunne der være brug for, og kunne det lade sig gøre at lave nogenlunde pænt :-)




Juletræ til sang og leg.

Jeg forsøgte mig i første omgang med et juletræ i filt, så er jeg da lidt klar til december. Men en kongekrone, en dreng og en pige kunne også være brugbare figurer i posen.

Brug
Filt eller anden stofrest
Nål og tråd
Papir til at tegne dine figurer på


Sådan gør du
Tegn det ønskede motiv og tegn det over på stof. Klip motivet ud to gange - for- og bagside.
Mål og klip stof ud, så det passer til at have din finger i den lille 'pose'. Sy sammen i siden og for oven.
Sy de to stykker stof sammen i hånden og lad et hul være åbent, som passer til den lille fingerpose. Sy posen indeni figuren ved at sy figuren fast rundt langs posens kant.

Jeg har ikke fyld i min figur, men alt efter størrelsen, kan det være godt at fylde figuren ud, så den ikke falder sammen eller ser flad ud.


fredag den 19. juli 2013

Grafiske kort med tang

tang grafiske kort
Udvalg af tang direkte fra havet.
Tang kan bruges til at skabe nogle flotte grafiske kort eller billeder. Jeg bruges gerne noget af det tang med tynde tråde.
Når jeg kommer hjem fra stranden, putter jeg det i en balje med vand, så det skiller sig fra hinanden og danner flotte grenede mønstre. Tag noget pap ned i vandet og løft det lige op ad vandet så tangmønstret bevares. Lad pap og tang tørre godt og grundigt i solen. Når det er tørt, kan du tage det af og evt male det før du klistrer det på fx et kort.

På billedet er dagens fangst før vandbadet og en lille strandplante, som måske også kan bruges til noget :-)

mandag den 15. juli 2013

Sommersten

Malede strandsten
Malede strandsten.
Sol, strand og sten - det hænger uløseligt sammen. Og så er det hyggeligt at male stenene i solen. Her tørrer stenene efter første omgang maling.

lørdag den 13. juli 2013

Mølle

Vindmølle mølle
Vindmølle i papir.
Jeg fandt en blok med papir til scrapbøger i Søstrene Grene for kort tid siden, men i stedet for at lave scrapbøger kommer jeg til at tænke på vindmøller. Nu har jeg så fået lavet den første mølle nogensinde.

Møller som denne kan både bruges til leg og pynt til fx sommerfesten.

Brug
Papir eller karton af 15 gange 15 cm. Her er to stykker limet sammen, så der ikke var hvidt på den ene side.
Et lille søm
En træpind eller fx en plastikpind. Jeg brugte en plastikpind fra et papirsflag. Inden jeg satte møllen på pinden havde jeg dog lige lavet en lille hul, så det var lettere at hamre fast i den glatte pind.



Sådan gør du
Tegn et kryds fra hjørne til hjørne i kvadratet. Klip ca. 9,5 cm ind fra hvert hjørne. Bøj fire spidser ind mod midten og bank sømmet igennem og fast på pinden. Dog kun så meget at møllen stadig kan dreje rundt.

Tip
Lav fx møller i papir af 5 gange 5 cm og lim dem sammen med en limpistol og fast på sugerør, engangsglas eller lign. for at pynte op til sommerfest.   

onsdag den 10. juli 2013

Varm sommerte

Tehætte med sommerblomster.
Sommertid kan også være tid til lidt varmt at drikke, som fx i dag, hvor det blæser lidt. Så kan en varm kop te - måske chaite - være dejligt at drikke et sted hvor der er læ.

Denne tehætte måler 30 gange 30 cm, da det passer til min tepotte, men mål lige efter på din egen, før du går i gang :-)

Brug
Stof
Lærredsstof til indvending
Pladevat
Silkebånd som tittekant

Sådan gør du
Klip 2 gange stof og 2 gange lærred ud i den ønskede størrelse plus sømrum. 2 stykker pladevat klippes ud, men de skal være 2 cm mindre end stoffet.

Sy stof og lærred sammen ret mod ret i det der skal være bunden. Vend rundt og put pladevat ind. Sy rundt om de tre andre sider. Gør det ved begge sider.

Klip silkebånd ud, så der er nok til, at den kan ses hele vejen rundt på de tre sider - beregn list ekstra til de to hjørner.

Placer de to sider ret mod ret og sæt nåle i langs siden, mens silkebåndet sættes fast, så det lige bliver syet fast i kanten og kan ses, når tehætten vendes ud. Sy langs de tre sider, så kanten sidder fast.

Vend retsiden ud, og så er det tid til te.

fredag den 5. juli 2013

Projekt sort maling er færdig

IKEA skammel malet sort
IKEA skammel malet sort.
Det er et lidt sammenpresset billede, men sådan er det, når der skal males en skammel og en Trip Trap stol på en mindre altan.

Men nu er projektet afsluttet og vi har prøvet med både højglans spraymaling og helt almindelig, tyk terpentinmaling.

Vi er endt med at være mest tilfredse med den almindelige maling, for højstolen skinner godt nok, men ikke de steder hvor fx et lille vindpust har belagt den med fint støv - øv øv.

På billedet ses IKEA skamlen, som fik med penslen og nu står og tørrer. Potter mm omkring skamlen skal bare holde på aviserne :-)

God weekend til alle - jeg vil smutte til det jyske efter pigerne.


mandag den 1. juli 2013

Rabarbermarmelade - sommer på glas

rababermarmelade
Rabarbermarmelade med vanilje og appelsin.
Jeg var så heldig at få en hel pose fyldt med dejlige rabarber af min svigermor den anden dag - til gengæld fik hun to børnebørn til låns ;-)

Nu har jeg så søgt på forskellige opskrifter med rabarber i - derfor er der først kommet et par glas marmelade med sommer, hvor smagen er rundet af en vaniljestang og saften fra en appelsin. Det gav, i hvert fald mens marmeladen var varm, en god sød smag med en frisk eftersmag.

Min opskrift er cirka sådan her:

500 g. rabarber, snittet
200 g. sukker
saften fra en appelsin
1 vaniljestang
1/3 brev med geleringspunlver
Atamon
1/2 dl. vand

Kom rabarber, sukker, vand og en flækket vaniljestang i en gryde. Varm langsomt op og lad det koge til rabarberstykkerne er bløde. Kom saften fra appelsinen i og geleringspulver.

Skold syltetøjsglas, kom lidt Atamon i og få det rundt i glasset. Hæld marmelade på og luk.

Værsgo - sommer på glas.