lørdag den 27. december 2014

Strikketrøje med snefnug

Strikketrøje med snefnug.
Se lige et sødt snefnugmønster på denne varme vintertrøje, som mormor har strikket til yngstemand. Den er bare blevet superfin - og varm, hvilket jo er meget passende lige nu, hvor der er kommet lidt sne og kuldegrader.

Mønstret er ikke mit, så jeg kan ikke gengive det eller henvise til en side, da det er en kopi fra et norskt blad. Men der er sikkert andre på nettet :-)

tirsdag den 23. december 2014

Julepynt i sølv

Julepynt af mønstret sølvpapir.
Julepynt er i en kategori af ting, som man bare aldrig kan få nok af. Her er tre nye ting - og nej, jeg måtte ikke få det denne gang, for vores ældste pige mente, hun manglede meget pynt endnu før værelset var helt klar til jul :-)

Men det er fedt papir, som kunne bruges til mange ting...

tirsdag den 16. december 2014

Snefnug

Snefnug i perler Snefnug i miniperler
Snefnug i perler.
Det kan være svært at vente på juleaften og alle de dejlige ting, der vente lige netop den aften, men det kan gøre vejen derhen lidt hyggeligere, at være sammen om fx at lave snefnug i perler.

Her er den lavet i almindelige hama-perler, men den kan sagtens laves i miniperler. Begge laves på den sekskantede plade.

Julekort med sølvtråd

Julekort med sølvtråd broderet ind i
Julekort med sølvtråd broderet ind i.
Årets julekort er nu lavet og sendt ud - forhåbnetlig er de også kommet frem. Mht. det sidste sender jeg god energi til PostDanmark :-)

Kortet i år er indspireret af Disney's Frost, så det er blevet til mønstre inspireret af frostkrystaller. selve mønstret er broderet i karton, hvor der også i kartonet er glimmer.

Nissejulekort

Nissejulekort Nisse julekort.
Nissejulekort.
Mangler du stadig et enkelt personligt kort eller to, så er her lidt hjælp til en sød og enkelt design. Her har jeg kigget i skabelongemmerne og taget dele af dem, men nok til at man er helt med på, hvad kortet viser. Snefnug er lavet med en hulmaskine.

Hjemmelavede flødekarameller

Hjemmelavede flødekarameller
Hjemmelavede flødekarameller.
Vi prioriterer normalt ikke at lave konfekt op til jul. Det kan skyldes, at ingen af os kommer fra hjem med stærke konfekt-traditioner. Men alligevel har vi prøvet det i mindre omfang i år med hjemmelavede flødekarameller og nogle af dem fik en tur i chokolade og et drys flagesalt - mums. Dog kan vi også klart anbefale at stoppe ved karamellerne og pakke dem ind i film enkeltvis. Skal det være mere fint, så kig forbi fx Panduro :-)







Brug:
60 g smør
125 g. lyst rørsukker
1 ½ dl fløde
½ dl lys sirup
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk groft salt
Termometer

Sådan gør du:
Spray eller smør et stykke bagepapir, som passer til en aflang sandkageform eller et firkantet fad.

Kom smør, sukker, fløde og sirup i en gryde. Kog det op og skru derefter ned til middelvarme og lad blandingen koge mens du løbende rører i det indtil temperaturen er 122 grader- Det tager 10 min +, så hav lidt tålmodighed, der venter noget himmelsk forude.

Tag gryden af varmen og kom vanilje og salt i. Hæld karamlen i din forede form. Lad det lige stå lidt på bordet inden du sætter det i køleskabet mindst 2 timer.

Skær karamellen i mindre stykker og lad dem køle af igen seperat før du pakker dem ind.

søndag den 14. december 2014

Nemme til- og frikort

Til- og frakort.
Det er måske lidt svært at se, men det er sorte hjerter som til- og frakort med bronzeglimmer. En let måde at give et fint og personligt touch til sine gaver.

Det sorte karton er fra en kursusmappe, hvor indholdet er gemt i en anden mappe nu - Genbrug er godt! :-)

tirsdag den 9. december 2014

Biscotti med nødder og tørrede bær

Biscotti med nødder og tørrede bær
Biscotti med nødder og tørrede bær.
Midt i den søde juletid kan lidt afveksling også gøre godt. Derfor får du her en opskrift på en knap så sød biscotti, som er fantastisk til lidt hygge :-)

Brug til 30 stk
125 g hvedemel eller ølandshvede for en lidt grovere kage
125 g rørsukker
1 tsk bagepulver
skallen af 1 revet citron eller  2 lime
2 æg
100 g tørrede bær - gerne forskellige eller bare din yndlings
90 g nødder - gerne forskellige

Sådan gør du
Tænd ovnen på 180 grader.

Bland alle de tørre ting med revet citronskal og tilsæt æggene. Saml dejen og kom nødder og bær i.

Del dejen i to og rul dem hver især ud til en pølse i samme længde som din bageplade og mas dem derefter lidt flade så de får biscottiformen.

Bag de to stænger i ca 25 eller til de har fået lidt farve.

Lad dem køle af på bageplade i nogle minutter og skær dem herefter ud til biscotti. Bag dem igen 8-10 min.

Lad kagerne køle helt af på en rist.

søndag den 7. december 2014

To lys på et bord

Adventskrans år 2015.
Så er vi halvvejs til jul ihvert fald i følge adventskransen :-) Men så er det godt at der er en almindelig kalender til at holde styr på tiden helt nøjagtig.

Nyd dagen.

lørdag den 6. december 2014

Pap-juletræ

Pap-juletræ
Pap-juletræ
En god kollega har nytolket juletræet og fremstillet denne juletræs-uro.

Den er lavet af rektangler, som er ca 1 cm brede og så bliver de kortere og kortere. Mellem hver anden-tredje stykke er der en lille perle, og øverst er der også en perle.

Vaniljekranse

Vaniljekranse
Vaniljekranse.
Dagene går hurtigt i denne måned, og det er allerede tid til at bage nogle småkager. Her har vi gang i vaniljekranse. Og hvem kan ikke spise nogle julekager efter en tur i haven :-)
Brug
1 stang vanilje
6 1/4 dl hvedemel
1 3/4 dl kartofelmel
375 g koldt smør
100 g smuttede og finthakkede mandler (det er valgfrit at smutte dem :-))
250 g sukker
1 æg

Sådan gør du
Bland alle tørre dele sammen i en små og hak smørret i. Smuldr smørret ud i melblandingen med fingrene til det bliver lidt som revet parmasan. Tilsæt ægget og saml dejen.

Stil gerne dejen på køl natten over, så er den lettere at arbejde med, når den skal gennem fx en kødmaskine.'

Bag kagerne - ringe- eller hjerteformet - ved 190 grader i ca 7 min. Hold godt øje med dem.

Spis dem eller gem nogle af dem i en lufttæt beholder.

torsdag den 4. december 2014

Julestjerner i miniperler

Julestjerner i miniperler Jule stjerner i mini perler
Julestjerner i miniperler.
Små men godt, det er disse små stjerner, som samles af så stjerner med 'hul' i midten. På den ene stjerne mangler der 4 perler, mens der på den anden kun mangler 3. Når de er kølet af, kan de skubbes sammen og komme til at se ud som den hvide på billedet.

Så er de lige til at hænge op, sætte på bordet eller sende med julekortet og bede modtager selv sætte sin stjerne sammen.

De kunne også bruges til nytår :-)

mandag den 1. december 2014

Gør bamse juleklar

Juleklar bamse jule klar
Bamse er juleklar.
Skal bamserne ikke også mærke at det er jul? Jo, hvorfor ikke. Vi er her til juleklip, hvor bamserne kan få sig en hue i tubestrik og pynt på trøjen. Nem og hyggelig idé, hvis du selv skal lave julestue :-)