lørdag den 8. november 2014

Batman-lagkage

Batman lagkage, batmanlagkage, lagkage
Et hurtigt billede af kagen før den blev spist :-)
Så blev det min tur til at prøve kræfter med en mousse. Der var lagt op til Den Store Bagekonkurrence til halloween-fest i klassen, så den chance for at lege lidt i kagekøkkenet, skulle da ikke smutte fra mig. Det endte med at blive et familieprojekt, hvor pynt var børnenes opgave, marcipan-arbejde var fars og bagning og mousse blev mit job

Da jeg ikke har prøvet at lave en mousse før - søgte jeg andre gode blogs for hjælp og fandt denne lækre sag fra Kageentusiasten - den er dejlig frisk.

Til bundene prøvede jeg at bruge samme opskrift som til en Drømmekage. Det var et godt valg, for de er gode til at suge uden at blive for smattede og er alligevel bløde og med lidt bid i. Her er en opskrift til enten to tykke bunde eller evt tre lidt tyndere. Dog ville jeg lade den trække lidt kortere tid, hvis du laver tre bunde og to lag mousse.

Brug:

250 g sukker
3 æg
250 g mel
50 g smør, smeltet og let afkølet
2 dl mælk
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker

Rør æg og sukker sammen til en cremet masse. Sigt mel, bagepulver og vanilje i. Tilsæt smør og mælk og bland det hele sammen.

Beklæd en springform med papir i bunden og smør/spray kanterne. Hæld dejen i og bag kagen ved 200 grader i 30 min. Bliver den for brun i kanten før den er færdigbagt, så læg staniol over. Stik ned i kagen for at se om den er færdig - måske skal den have lidt mere eller mindre.

Tag den ud og lad den hvile lidt i formen, før du tager den ud. Kagen skal være afkølet for du skære bundene ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar